Samar Yazbek er en syrisk forfatter, der blev født i byen Jable i kystregionen nær ved Latakia i 1970. Yazbek er først og fremmest romanforfatter men har også skrevet noveller og dramatekster.
Hendes første værk på dansk udkom i 2018 under titlen Over grænsen: beretning fra mit Syrien i ruiner (Bawwabat Ard al-Adam, 2015). Det er en beretning fra en rejse, som Yazbek foretog til det nordlige Syrien, for at følge op på de mikroprojekter organisationen WOMEN NOW! havde iværksat for kvinder i de befriede områder. Teksten handler dog langt mere om den islamisering der fulgte med militariseringen af den oprindeligt fredelige revolution og hvordan det kom til at påvirke kvinders stilling.
I 2019 udkom romanen Du må ikke dø (al-Mashsha’a, 2018) på dansk. Romanen skildrer i et poetisk sprog og gennem blikket på en socialt hæmmet pige de grænser som ønsket om frihed hele tiden støder på i revolutionens og krigens Syrien.
Yazbeks solidaritet med det syriske oprør meldte hun klart ud allerede i 2011, da hun skrev romanen Taqatu’ al-niran (eng. Woman in a Crossfire, 2012) der baserer sig på en øjenvidneberetning fra de områder, hvor oprøret først udviklede sig blodigt pga. regimets voldelige reaktion.
Tidligere har Yazbek bl.a. skrevet romanen Silsal (2008) om det militære kompleks’ og magtstrukturernes samspil med det alawitiske samfund i Syrien, og Ra’ihat al-Qirfa (2007) (eng. Cinnamon 2012) om to kvinders vej gennem fattigdom og sociale omvæltninger i Damaskus.
Yazbek har bl.a. modtaget Oxfam-prisen for Woman in a Crossfire (Taqatu´al-niran) i 2013, og var i 2021 shortlistet til National Book Awards (USA).