I modsætning til mange af sine venner og slægtninge har Asmahan valgt at blive boende i det borgerkrigshærgede Beirut – den by, hvor hun er vokset op. Her gør hun sit bedste for at ignorere krigen og leve sit liv som enhver anden ung pige.
Men som årene går, forandrer de vedvarende kampe både byen og livet i den. Afsavnene bliver større og større, den delte by gør hverdagen stadig mere kompliceret, og det er umuligt at få en kæreste, når alle de unge mænd har viet deres liv til kampen.
Til sidst føler Asmahan sig alligevel fristet til at rejse. For at kunne træffe sin beslutning skriver hun en række breve, hvor hun samler historierne fra sit liv til en mosaik, der fastholder det gamle Beirut i erindringen, mens hun samtidig afprøver holdbarheden af det nye, der er ved at vokse frem af ruinerne.