Waciny Laredj (udtales Wasini el-A’raj) er født i 1954 i Sidi Boudejnane, en landsby tæt ved Tlemcen i det vestlige Algeriet. Som det meste af befolkningen i grænseområderne mellem Marokko og Algeriet tilhører hans familie moriskerne eller efterkommerne efter de muslimske arabere der blev fordrevet fra Spanien af den katolske inkvisition og den såkaldte Reconquista. Mindet om Spanien eller Andalus er blevet holdt i live i moriskfamilierne i Nordvestafrika i fortællinger der hovedsageligt er blevet overleveret mundtligt. Waciny Laredj fortæller således at hans første lærermester i fortællekunsten var hans mormor der hver aften fortalte historier for sine børnebørn indtil de faldt i søvn. Historierne handlede ofte om Andalus og de andalusiske forfædre, især den forfader der havde et bibliotek i Granada hvor unge kvinder holdt af at komme for at læse eller få læst op.

Waciny Laredj er i dag en af de mest læste algeriske romanforfattere i den arabiske verden. Han skriver på arabisk, men er som de fleste algeriere tosproget. Født under kolonitidens sidste år – Algeriet blev frit i 1962 – kom han som alle andre algeriske børn i en skole hvor undervisningssystemet og undervisningssproget var fransk. Men bedstemoderen lagde vægt på at børnebørnene lærte arabisk, fordi det arabiske sprog var vejen til at holde erindringen om forfædrene levende.

(…)

Waciny Laredjs forfatterskab er omfangsrigt. Han udgav sin første roman i 1980 i Damaskus, og siden har han udgivet mere end tyve romaner. Fælles for dem alle er en mere eller mindre stærk reference til hjemlandet Algeriet og en dialog med klassiske arabiske litterære værker. Han har således arbejdet intensivt med den narrative stil i Tusind og Én Nat, som ligesom bedstemoderens historier banede vejen for hans forståelse af fiktionens muligheder.

(…)

Fra oversætteren June Dahys efterord.