En balkon med udsigt til havet i Beirut. Et indkøbscenter i Dubai. Et universitetsauditorium i Norwich belagt med sne. I Al Zoubis noveller kommer læseren vidt omkring, men fælles for dem alle er, hvordan samtalen og mødet mellem syrere står frem som både banale og desperate på en og samme tid. Menneskene er her fanget mellem en fortid i ruiner og en usikker fremtid – og hele tiden inviteres læseren ind i de flygtige samtaler, der står tilbage som det væsentlige efter sidste sætning. Nogle gange snakker de om ting, der kan virke trivielle i betragtning af alvoren, Syriens situation taget i betragtning, men i forsøget på at genoptage hverdagens banalitet udspringer en dyb eksistentiel angst knyttet til uopretteligt tab og en stræben efter at overleve.

I dette interview fortæller forfatteren lidt om novellesamlingen (engelsk).