Writer thumbnail

Emily Nasrallah

Emily Nasrallah er født i 1931 i Kfeir i det sydlige Libanon og døde i Beirut i 2018. Hun er forfatter, journalist og kvindesagsforkæmper og har udgivet en række romaner, novellesamlinger, non-fiktion og børnebøger. Hun har også arbejdet som lærer i Beirut i en årrække og bl.a. haft en anden berømt libanesisk forfatter, Hanan al-Shaykh, som sin elev.

Hendes mest berømte bog er hendes debutbog طيور أيلول [Septembers fugle] (1991), der er en fin poetisk beskrivelse af livet i en libanesisk landsby, hvor mange af mændene rejser mod andre byer og lande i en søgen efter et bedre liv. Bogen indtjente Nasrallah flere litterære priser og satte tonen for et langt og poetisk forfatterskab med tematikker som familierødder, landsbyliv og immigration. Andre væsentlige tematikker i forfatterskabet er borgerkrigens indvirken på hverdagen og kvinders liv og rettigheder. 

Af Nasrallahs bøger er kun en enkelt oversat til dansk; Rejse mod tiden (1993 ،الإقلاع عكس الزمن), der handler om et ældre ægtepar, der besøger deres børn i udlandet og de store forskelle mellem børn og voksne; dem, der immigrerer og dem, der bliver. 

Nasrallah modtog i 2017 Goethe-instituttets æresmedalje for sit bidrag til verdens sprog og i 2018, kort tid før hun døde modtog hun en æresmedalje af den daværende libanesiske præsident for sit livslange forfatterskab.

Tekst

Ditte Marie Nesdam-Madsen, litteraturformidler

Bøger af Emily Nasrallah